Torsdag d. 01. februar, skulle DigiTek-holdet studere via et
asynkront læringsforløb på distancen. I løbet af dagen, var det meningen, at de studerende skulle skrive tre forskellige indlæg (A, B og C) og give hinanden feedback. Formålet var dels:
- at de studerende skulle gøre sig erfaringer med denne særlige måde at studere på
- at de studerende skulle gøre sig nogle teoretiske overvejelser sat i relation til deres praksis og til anvendelse af digitale teknologier
Jeg har nu gennemset de studerendes blogge (så vidt det var muligt) og vil fremhæve nogle generelle pointer.
Anderledes studieform og tekniske udfordringer
Flere studerende peger i deres opsamlinger på, at det var en anderledes studieform:
"Meget specielt at studere asynkront. Jeg vil indrømme at det var meget specielt og også krævende, men blev undervejs inspireret af min makker. Jeg har været meget udfordret i opstilling og funktion af min blog."
Ikke uventet var der nogle studerende, som oplevede udfordringer ift. at blogge, herunder teknisk udforming af indlæg og uvished om andre kunne se/havde adgang - også til at kommentere. I flere tilfælde nævnes det, hvordan sådanne udfordringer blev løst med hjælp fra den makker/peer som de studerende skulle samarbejde med:
"I det asynkrone forløb, blev det lidt anderledes end forventet, da jeg skulle forholde mig til den tidsforskel, der var i forløbet. Samtidig var der en agenda man skulle forholde sig til. Dette lykkedes meget godt til at starte med. Der kom dog lidt IT-problemer, men blev hurtigt løst i samarbejde med min Peer."
Det er ikke usædvanligt, at der opleves sådanne udfordringer, men det gør det naturligvis ikke mindre frustrerende i situationen. I den forbindelse er der trukket paralleller til, hvordan de studerendes elever/kursister mon ville reagere i en lignende situation:
"Jeg får større og større forståelse for mine elevers frustration over opgaver jeg sætter dem til, som de ikke føler de kan løse på stående fod, uden ekstra, uddybende feedback - gerne ved eksplicitte eksempler."
Flere studerende bemærker, at det har været en fordel at opleve forløbet 'på egen krop' fordi de så føler sig bedre rustede til at vurdere om denne studie/læringsform kunne være noget, de selv kunne anvende i deres praksis. Det har, som skrevet, netop været en del af formålet med forløbet - også hvad angår tekniske udfordringer.
Usikkerhed om form og indhold
Flere studerende udtrykker usikkerhed omkring formen på diverse blogindlæg og ikke mindst indholdet. Gennemgangen viser at der er stor variation i de studerendes indlæg, dels ift. længde og dels i forhold til, hvad man kunne kalde teori-praksisbalancen. Skulle indlæg være mere eller mindre teoretiske osv. Denne usikkerhed har for enkelte også forplantet sig ift. hvordan, der skulle eller kunne gives feedback. En studerende skriver eksempelvis i sin feedback:
"Du reflekterer relevant om din egen undervisning, elevforudsætninger og udfordringer, som du relaterer til Illeris på en konkret og relevant måde. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt der skal være flere teoretiske overvejelser og refleksioner med, da det er helt tydeligt, at det er din beskrivelse af praksis, der fylder mest. Dette spørgsmål må vi bede vores undervisere om at svare på."
Det er ikke usædvanligt, at der opstår den slags tvivl, selv om der er givet retningslinjer for feedback - det sker også ofte i synkrone, ansigt-til-ansigt sammenhænge, hvor forskellen blot er, at der typisk kan gives hurtigere svar og forventningafstemmes på forskellige måder. En anden studerende noterer sig selve den skriftlige kommunikationsform, kollegiale hensyn og egne forventninger:
"På samme vis er det lidt mere krævende at tage stilling til og evaluere og kommentere på en kollegas blog. Man vil gerne præstere og derfor tager det mig længere tid at sætte de rette ord på. Så skriftligheden presser mig - altså, hvis det bruges til dagsforløb, som vi prøvede."
En tredje studerende bemærker også, at selve skriftligheden virker så 'final' og med risiko for at blive misforstået. Og det er netop også en pointe og en udfordring, som man typisk skal vænne sig til i skrift-baserede forløb. I mange tilfælde vænner studerende, i denne type af online forløb, sig til at kompensere for den manglende mimik og kropssproget gennem anvendelse af emojis (sådan som det ofte også ses i chats og på SMS), hvilket flere studerende i dette forløb også har benyttet sig af.
Samarbejde og feedback virker motiverende - og er nødvendig
Mange af de studerende har tilsyneladende haft et godt udbytte af forløbet, men der er dog enkelte for hvem, det ikke har været nogen specielt positiv oplevelse. Forskellen hænger bla. sammen med, hvorvidt der har været et samarbejde mellem peers, både i form af inspiration og feedback:
"Det har været spændende at læse min peer's blogindlæg og hvordan Illeris' ideer er blevet taget op der. Jeg har reflekteret over min egen praksis i og med, at jeg skulle sætte mine egne læringsmæssige udfordringer ift. digitale teknologier. Det har været rart at have tid til at fordybe sig og reflektere over praksis, det er der ikke meget tid til i en travl hverdag."
En anden studerende skriver:
"Dagen er gået rigtig fint. Det at blogge sammen med en peer, giver læsningen og skrivningen en retning. Det er ikke noget, du bare sidder og fedter med alene, men der er feedback og en målgruppe/person, hvilket gør det meget sjovere at skrive."
En særlig udfordring ved at blogge (især når man er nybegynder) hænger netop sammen med, hvem der er modtager. Hvem skriver man til og for? Erfarne bloggere nyder typisk også at skrive for egen (læring/refleksion) skyld, dvs. det at blogge bliver til et redskab, der kan hjælpe en med at samle og konkretisere tanker, ideer og indtryk uanset, om der er nogen anden modtager/læser. Det er ikke alle, der kan se en pointe i den type proces, og derfor bliver 'peer'en' eller andre konkrete modtagere vigtig i designet af asynkrone, skriftlige forløb.
Den samme studerende, er faktisk inde på dette med at bruge bloggen som personligt refleksionsredskab:
"Mht. Illeris var det fint igen at se hans læringsmodel i denne kontekst. Blogskrivning påvirker helt klart den måde man arbejder med teorien på: Det bliver mere konkret og anvendeligt, når man 'tvinges' til at reflektere modellen ind i ens egen praksis."
En anden studerende har haft en lignende oplevelse:
"Det, at jeg skulle fordybe mig i en fagfaglig tekst af Knud Illeris og forholde mig til hans læringsteorier i forbindelse med digitale teknologier, var meget meningsskabende, og det at jeg vidste en anden skulle læse det jeg skrev, fik mig til at reflektere mere over det jeg skrev, end hvis jeg selv havde læst og lavet notater til Illeris' tekst."
Her ser vi altså hvordan netop det, at der er en specifik modtager/læser gør at den studerende bearbejder stoffet på en anden måde end ellers. Når der skal kommunikeres til og med en anden, skal der formidles mening på en anden måde - og heri består en del af læringspotentialet.
En tredje studerende beskriver sin oplevelse således:
"Samtidig oplevede jeg, at de tanker jeg havde i sinde, blev udarbejdet anderledes, da jeg fra min Peer's svar fik forslag til, hvordan jeg kunne løse problemet. Dette satte tankerne i en anden vej og på den måde blev jeg vejledt i en anden retning, end jeg ellers havde tænkt mig."
Et par af de studerende fik af forskellige årsager ikke feedback på deres indlæg, og det havde negative konsekvenser, som eksempelvis denne studerende beskriver:
"Jeg synes dog ikke at jeg har fået noget som helst ud af selve opgaven, hvilket jeg heller ikke tror jeg ville have fået, selv om min peer havde kommenteret opgaven - det er jo ikke min peer jeg skal til eksamen hos. Jeg havde nok forventet, at jeg havde fået noget respons fra underviserne, så jeg kunne tilpasse min opgavebesvarelse til eksamenopgaven. Lige nu synes jeg, at jeg står med en rimelig tom fornemmelse."
Om lige netop denne studerende ville have fået noget ud af at få feedback fra sin peer, er svært at bedømme, men mere generelt illustrerer det vigtigheden af feedback og af at undgå fornemmelsen af at være overladt til sig selv.
Ansigt-til-ansigt som det foretrukne
En af de studerende, som faktisk fik feedback, savnede ikke desto mindre stadig noget:
"Jeg har i dette asynkrone online forløb savnet de diskussioner vi havde i klasserummet første undervisningsgang og underviserens gennemgang af teorien. Det sætter altid andre tanker i gang, at få dagens 'lektie' gennemgået i klasserummet."
Det er ikke en usædvanlig konklusion. For mange er den synkrone, ansigt-til-ansigt undervisning det foretrukne, det vante og det, der forbindes med 'rigtig' undervisning. Erfaringen fra mange online forløb, viser at meget handler om tilvænning - også ift. roller og ansvar. Ikke desto mindre er deciderede fjernundervisningsforløb uden fysisk tilstedeværelse en særdeles krævende studieform. I samme forbindelse pegede en anden studerende også på, at selve kommunikationen og oplevelsen af at deltage i et fællesskab, blev vanskeliggjort af selve det at blogge, som blev oplevet forvirrende (hvor er de andre henne?) og tidskrævende (at klikke frem og tilbage mellem blogs for at få en fornemmelse af de andre).
Det er også en af årsagerne til at Hanne og jeg typisk anbefaler at kombinere de forskellige asynkrone og synkrone kommunikations- og arbejdsformer i blendede forløb, hvor der også et et tilstedeværelseselement indtænkt i designet.
Opsummerende var formålet med forløbet først og fremmest at give de studerende en fornemmelse af, hvad det vil sige at studere og lære gennem et asynkront, skriftligt online forløb. Og selv om forløbet ikke gik helt som håbet for alle studerende, så er indtrykket, at flertallet er blevet klogere på fordele og ulemper, således at der kan træffes mere kvalificerede beslutninger om, hvorvidt denne type forløb kunne være relevante i deres egne praksisser. Hvad angår den mere faglige del, så har især de studerende, for hvem samarbejde med deres peers lykkedes, vist sig at blive inspireret, hvilket har givet anledning til refleksioner og nye løsningsmuligheder, som ellers måske ikke var opstået.
Fra Hannes og min side har fokus i dette forløb helt klart været på selve processen og knap så meget på indholdet. Forløbet er defor heller ikke tænkt som en del af de studerendes endelige modulopgave. Selve det at blogge, er for alle en ny studieform, og det er derfor ikke uventet, at der i de studerendes blogindlæg også udtrykkes en vis skepsis og usikkerhed. Mange har dog tilsyneladende været igennem noget af en aha-oplevelse, så i den henseende har forløbet fungeret efter hensigten. En studerende opsummerer meget fint oplevelsen, herunder fordelen ved et fleksibelt forløb og betydningen af ikke at føle sig alene:
"Hvad er godt og hvad er skidt. Jeg har de sidste dage været igennem et asynkront online forløb, og mens jeg på igen måde troede, at det kunne være mig, må jeg indrømme, at det virkelig er mig. Det har givet mig så mange gode ting. Jeg har haft frihed. Jeg har kunne lave de opgaver, jeg selv skulle lægge op, når det passede mig. Det betyder, at familie og venner har kunne komme i første række. Jeg har lavet mere end jeg har behøvet, fordi jeg blev inspireret og det har givet mening for mig. Så ingen tvivl asynkrone læringforløb er fantastiske for mig, men det kræver stor disciplin. Man skal kunne læse og studere selv. Man skal have lidt styr på it og man skal have lyst til læring selvstændigt. Her sidder vi og læser om, at vi lærer, når vi er i et fællesskab. I online forløb kan man virkelig være meget fragmenteret fra de andre, og dog synes jeg virkelig at jeg har lært noget. Jeg fik jo også feedback på mine opgaver og det var dejligt. Jeg tror, hvis jeg kun var overladt til mig selv, ville jeg miste motivationen."
/Marianne
OPDATERING 06.02
Det var ikke alle blogs, som jeg kunne få adgang til i går, da jeg arbejde med opsamlingen. Nu har jeg imidlertid fået adgang til en blog mere, hvor jeg bemærkede følgende interessante refleksion:
"Det har fungeret fint, at vi har studeret asynkront. Tidsplanen har været lidt stram ift. fordybelsen, men det har været rammen for opgaven, og det er i det lys refleksionerne skal ses. En ting er jeg blevet opmærksom på er, at jeg har haft lyst til at redigere i mine indlæg, dvs. supplere ift. min peers feedback, men under hensyntagen til kronologien har jeg svaret på feedbacken i kommentarfeltet. Derfor skal refleksionerne ses udviklet i kommentarerne. Det er anderledes end, hvad jeg ellers er vant til, hvor det måske handler mere om at korrigere og forbedre første udkast. At man kan se udviklingen, og hvilke spørgsmål, der fører til hvilke refleksioner, synes jeg er en god ting, fordi der da kommer et fokus på processen frem for resultatet."
Det er ikke usædvanligt, at studerende peger på denne 'lyst' til at korrigere indlæg. Og her kan bloggen jo noget særligt, idet den er dynamisk. Det er min erfaring fra tidligere hold, at de studerende redigerede i deres tre eksamensindlæg nærmest lige indtil de skulle ind til eksamen.
I dette tilfælde, vælger den studerende
ikke at gøre det af hensyn til synliggørelse af processen, hvilket kan være rigtig godt for underviseren, men også for den studerende selv, som sidenhen kan se tilbage på netop processen.
En anden udbredt måde at illustrere den dynamiske udvikling i blogindlæg er, som jeg har gjort her, at skrive eksplicit, at der er tale om en 'opdatering'.
